Viggo Faber (1918-2006)

Friheden - til at undre sig

AIDS er en voldsom provokation for hele lægestanden. Mod hele vores måde at tænke på. Og behandle. Som 'håndværkere' er vi opdraget til kun at skulle tage stilling til en enkelt sygdom. Med AIDS står vi over for et helt pano­ra­ma af sygdomme, der kan optræde både uafhængigt af og i samspil med hinanden. Vi risikerer, at vor behandling mod ét symptom giver andre infektioner bedre vilkår. Det bety­der, at for at kunne leve op til at være læger, er vi nødt til at være fantasirige. Det er svært, men samtidig også stimule­rende.«

Indtil Viggo Faber gik på pension i 1988, var han professor og overlæge ved Epidemiafdelingen på Rigshospitalet. Her kom de første danske AIDS-patienter. Langt den overvejende del var mænd i deres bedste alder.

»Jeg har aldrig kunnet acceptere at skulle miste en patient, der var ung og arbejdsfør. Døde et barn af en infektions­syg­dom, måtte det være, fordi vi ikke havde været gode nok. Og om ikke andet måtte vi kunne blive klogere til næste gang.«

AIDS stillede infektionsmedicineren Viggo Faber over for en infektionssygdom, der ytrede sig på en måde, der ikke var set før. Og det har ikke passet hans medfødte nysgerrighed at skul­le gå på pension midt i den epidemi, han føler sig så voldsomt engageret i. Ikke at skulle opleve slutningen på den historie som aktiv.

»I gamle dage under andre epidemier og infektions­syg­dom­me var det noget med her-og-nu og patienter, der blev raske i løbet af otte dage. Det har ændret sig med AIDS. Nu ligger patienterne her længere. Vi kan behandle dem for deres akut­te symptomer, men vi kan ikke helbrede den bagved liggende immundefekt. Som gør at de får tilbagefald eller nye infektioner. Og kræver nye indlæggelser.«

»Det har dog betydet, at vi har fået et helt andet forhold til patienterne. Har lært dem at kende på en helt ny måde. Vi oplever deres glæder og deres sorger. Vi oplever deres frygt. Deres tillidsfuldhed. Og deres trofasthed. For mig har AIDS - om ikke andet - betydet et rigere liv! Det er selvfølgelig ikke rigere at se mennesker, man har fået et forhold til, dø. Men for mig, der som læge er opdraget til at skulle fungere i akut­te situationer, der skal kunne handle på stående fod, har det også betydet et bredere, personligt udsyn. Som nok var på­krævet.«

Ifølge en Faber'sk definition kan læger deles op i tre grup­per: 'Teknikerne', 'intellekterne' og 'kunstnerne'. 'Teknikere' er alle nødt til at være. Det er dem, der slavisk følger, hvad der står i lærebøgerne. 'Intellekterne' er de læ­ger, der oven i det tekniske fundament kan kombinere deres viden på en anderledes måde. Og 'kunstnerne' er de beån­de­de, der pludselig kan få indfald og se løsningsmuligheder, ingen andre har gjort før.

Fordi AIDS er så anderledes stiller den krav til kunstneren i lægen. Det er ikke blot et spørgsmål om at have det i sig, men i lige så høj grad om en grundindstilling, en metode der kan bruges, mens man venter på at inspirationen skal ind­finde sig.

»Jeg vil have min frihed til at undre mig. Til at stille spørgs­mål ved, om det vi gør, er rigtigt. Patienter retter sig ikke al­tid efter lærebøgerne. De iagttagelser, vi gør, må vi kunne om­sætte til erfaringer, til viden. Vi kommer ikke videre, hvis ikke vi stiller spørgsmål, ved det, vi gør.«

I sin tid som professor plejede Faber at slutte sine forelæs­nin­ger til de studerende med at sige, at det de lige havde hørt var sandheden, som man mente den var i år. Men at de skul­le tænke sig om og spørge sig selv, om det nu også ville være sandheden, når de var blevet færdige.

»Hvis ikke vi hele tiden sætter spørgsmålstegn ved det ved­tagne, ender vi med at blive dårligere læger. Som i sidste en­de lige så godt kan erstattes med computere.«

»Det er også derfor det er så vigtigt at være nysgerrig. Og nød­vendigt. Hele tiden at spørge sig selv: 'Er der ikke andet bag?'.«

- Får man mange venner på den måde?

»Videnskabelig set får man nogle meget nære venner. Det er spændende at omgås mennesker, der også kan tænke. Som gerne vil være med til at grave lidt dybere for at få forklaret de ting, der må forklares. Som er villige til at indgå i en frugt­bar diskussion. Folk som 'bog'er' den for at besvare spørgs­må­lene. Udtænker modargumenter. Søger. Tvivler. Afprø­ver.«

»Jeg ved der er folk, der gerne vil være færdige med arbejde kl. 15 eller 16, som helst skal have en fast sandhed, de kan leve med. Det er klart, at det kan skabe irritation, hvis man siger: 'Prøv lige at tænke på den led'. Især hvis folk ikke gider tænke! De er lykkelige nok endda. De bør nok ikke generes med den slags tanker, fordi de i det store og hele får ret. Går de frem efter bogen, får de medhold i 85 pct. af tilfældene. Vi kommer bare ikke videre. Vi får ingen udvikling, hvis vi stil­ler os tilfredse med at få ret i de fleste tilfælde. Det nytter ik­ke noget over for de patienter, hvis sygdom udvikler sig an­derledes end beskrevet, og som derfor skal behandles på en anden måde end den gængse.«

Viggo Faber holder på, at når man begynder på en ny, må­ske ligefrem eksperimentel, behandling, har lægen en forpligtelse til undervejs at være så årvågen og så flek­si­bel, at han må være parat til at træde ind med en anden be­handling, hvis den første ikke viser sig at virke, eller hvis den er for omkostningsfyldt for patienten. Han ved, at der er ste­der i udlandet, hvor behandlingen af AIDS-patienter stort set opgives. Ud fra devisen: 'De dør alligevel'.

»Men vi må aldrig give op! Hverken rent menneskeligt eller rent fagligt kan vi være bekendt at kapitulere over for en syg­dom, som naturen klarer ganske godt hos nogle. Der er jo men­nesker, som har levet tæt sammen med smittede, er gået i seng med dem, uden de selv er blevet smittede. Vi har hørt om dem fra udlandet. Vi har set dem her. Partnere til syge, der, alt andet lige, burde være smittede, men ikke er det. Det må betyde, at naturen kan klare også denne sygdom. De må være indrettede på en anden måde. Og dén forklaring må vi lede efter.«

I løbet af epidemien har AIDS-forskningen og -behandlingen oplevet nogle vældige fremskridt. Fra det første helt ufor­stå­e­lige tilfælde, Epidemiafdelingen fik i 1977, til i dag, hvor der begynder at komme medikamenter, der om ikke kan hel­bre­de, så dog holde sygdommen i skak for en tid.

Lægerne kan gøre mere for patienterne i dag, end de kunne for bare to-tre år siden. De har ikke bare fået en større for­stå­else for sygdommen som sådan, men også for hvor forskel­lig­artet, den udtrykker sig fra individ til individ. De har fundet bedre midler mod de infektioner, der støder til, og mod vi­rus.

»Hvis vi skal sætte tingene på spidsen, er der ikke to pati­en­ter, der ligner hinanden i begyndelsen af sygdomsforløbet. I slutfasen kan der optræde flere lighedspunkter. De symp­to­mer, vi ser hos én patient, behøver overhovedet ikke komme hos en anden. Hvorfor kan vi ikke forklare. Der er mange ting vi stadig ikke forstår. Vi kan have nogle gisninger om fak­torer, der spiller ind, men vi ved ikke, hvor meget de betyder.«

Hele patientens baggrund spiller en rolle: Familiens syg­doms­mønster, har der været nervesygdomme, allergier, bliver familiens medlemmer tidligt ældet. Selv tror Faber på, at der netop i baggrundsmønsteret ligger noget afgørende vigtigt. Og jo før man kan få klarhed over det, desto bedre er mulighederne for at sætte ind med behandling. Før de smit­tede i virkeligheden mærker noget alvorligt til deres HIV-in­fektion.

For på trods af de videnskabelige fremskridt der er sket, mangler der stadig bedre og mere effektive midler mod selve virus og mod følgesygdommene, de opportunistiske infek­ti­oner. Immunapparatet bryder lidt sammen, hver gang det udsættes for en infektion.

»Vi skal måske også fremover til at se på, hvordan vi kan ef­terregulere de skader, der sker på det immunologiske appa­rat. Noget af det reagerer for dårligt, andre dele reagerer for voldsomt. Der kommer mangel på visse antistoffer, mens der samtidig kommer overskud af andre antistoffer, som viser sig at være skadelige f.eks. mod eget væv og kan betyde vold­som­me diarreer.«

»Jeg tror på, at fremtiden inden for behandling ligger i det, vi kalder kombinationsbehandling. Når AIDS er så differ­en­tieret som vi har oplevet den, ville det være mærkeligt, om et enkelt middel kunne klare det hele. Jeg tror, at nogen vil få glæde af stoffer som AZT (retrovir), nogle vil få det af Fusi­din, nogle igen af noget helt tredie. Lige nu befinder vi os på et begyndelsesstadium og vi må prøve os meget frem, hvilke kombinationer der passer til den enkelte. Det kræver dels me­get arbejde i laboratorierne, dels at patienterne har stor tillid til os og det vi gør. At vi er kloge nok til, at de tror på os.«

Viggo Faber er blevet karakteriseret som en mand med mange ideer. Inden for AIDS har han forsøgt sig med antistoffer fra komælk, med antabus, med Fusidin, med blodrensning. Nogle har sagt, at ud af hver 1.000 af hans ideer er det kun to, der kan bruges.

»Det er jo ikke sikkert, der er nogen til at følge de tanker op, man lufter. Men det afholder mig ikke fra at komme med dem. Jeg føler mig selv forpligtet til at fremlægge mine ideer, også selv om jeg ved, at jeg ikke selv fører dem ud i livet. Når man siger, at det kun er to ud af hver 1.000 af mine ideer, der kan bruges, kan det jo godt være, at det er fordi de 998 ikke er afprøvet. . .«

Udover at have været opfindsom og nytænkende har Viggo Faber også under AIDS-epidemien måttet bruge megen tid på at komme med korrigerende oplysninger. At bekæmpe tilløb til hysteri. At forklare, hvad det er AIDS handler om. Som oftest ved at skulle gentage noget, han selv betragter som en selvfølge. Men det har ikke kun været sur rutine. For samtidig har det også været spændende at stå over for en helt ny kreds og kunne få dem i tale, siger han. Og fortsætter:

»Folk har en tilbøjelighed til at lukke sig inde i sig selv. Men denne epidemi tvinger dem til at tage stilling. Vi må lære at forstå, at nogle er syge på grund af AIDS, nogle er det på grund af ulykker, nogle er disponerede for at få cancer, nogle brækker et ben. Der er tale om en mangfoldighed, som vi må lære at acceptere. Lige som vi også må godtage at nogle er bedre til noget end andre.«

»Det giver en ydmyghed at arbejde med infektions­syg­dom­me, fordi man hele tiden lærer noget nyt. På det ene og det andet plan. Skønt Rigshospitalets Epidemiafdeling har været og er et rigt facetteret sted at arbejde, tror jeg også, at det af og til må have været irriterende for patienterne at ligge der. Bl.a. på grund af lægeoverenskomsterne, som gør at de ser for mange læger, hører for mange meninger og skal svare for mange gange på de samme spørgsmål. Løsningen må være færre og fastere læger. Der kender og kan følge deres patien­ter. Det lærer man også mere af.«

Det har været Viggo Faber lod som infektionsmediciner at have et speciale, der i mange år blev anset for at være ud­dø­ende. Især efter penicillinets fremkomst og den verdens­om­spændende indsats WHO gjorde for at udrydde kopper. Mennesket havde gjort sig til herre over Naturen og havde udryddet infektionssygdomme. Det vendte AIDS op og ned på.

»Lægerne i Vesten har kunnet en masse, selv om vi ikke har været troldmænd. Men det har efterladt et indtryk af, at de kunne det hele og at infektionssygdomme ikke længere ville komme til at spille nogen rolle.«

»Under polioepidemien i begyndelsen af 50'erne var vi oppe på at få 50 nye patienter ind om dagen, men samtidig vidste vi, at epidemien ville ebbe ud. Vi havde set polio før, og vi ved, at sådan er det med de fleste infektionsepidemier. Her står vi over for en sygdom vi ikke har kendt før, og hvor vi ikke kender slutningen. Jeg kan godt forstå, at lægfolk er bange og nysgerrige. For det er indviklet. Og svært. Og når jeg siger det, er det ikke endnu et forsøg på at sige: 'Ulven kommer'.«

»Vi står over for en alvorlig epidemi. Og jeg har svært ved at forstå den underlige træghed, der har præget indsatsen mod epidemien. Jeg har haft besøg af amerikanske eksperter, som sagde, at den holdning, de havde mødt fra danske myndig­he­ders side, nøje svarede til den man kunne finde i visse stater i USA. At AIDS ikke var noget problem dér og heller ikke ville blive det. Der skal åbenbart gå fem, otte, ti år og mange skal blive syge og dø inden alvoren fattes.«

»Politikere og myndigheder vil fortryde, at der ikke blev ta­get fat noget før på at bekæmpe denne epidemi. De mod­sat­rettede oplysninger, folk får, gør det svært for dem at omgås syge. Det ene øjeblik hedder det, at nu er det en epidemi for heteroseksuelle. Det næste at kun bøsser rammes.«

»Denne sygdom er jo ikke anderledes end folk, der hopper ud fra en vippe og brækker halsen eller kommer ud for en automobilulykke. Vi må behandle dem så godt vi kan. Indtil videre er det menneske-til-menneske kontakten der er den vigtigste. For at sikre at de kan få en værdig og afklaret tilværelse.«