Efter DONG Energy og Nets vil regeringens økonomi­ud­valg nu sætte den del af Statens Serum Institut til salg, der fremstiller vacciner og diagnostisk mate­ri­a­le. Det kan ikke længere svare sig for staten selv at væ­re producent, i hvert fald ikke ud fra en ren øko­no­misk betragtning. Men regnestykket kan gøres op på andre måder.

Det oprindelige rationale for et Serum Institut i statslig regi var at sikre at have et sted, der kunne og ville påta­ge sig opgaven med at fremstille antidifterisk serum. I slut­nin­gen af det 19. århundrede havde forskere i Berlin fundet ud af, at den livstruende, bakterielle halsbetændelse difteri med held kunne behandles med serum, udvundet af heste. I Danmark blev metoden forbedret og forfinet på Københavns Universitet, som dog mente at det ville være for forstyrrende for uddannelsen af de studerende, hvis universitetet selv skul­le drive produktionen. Behovet for en difteri-behandling var gjort tydelig op gennem 1890'erne af flere, europæiske epidemier med høj dødelighed, navnlig blandt børn. Løsningen blev derfor at oprette Statens Serum Institut, som blev indviet i 1902.

Siden kom instituttet, nu det var der, til at udvikle og frem­stil­le andre terapeutiske antisera og vacciner. Plus be­slæg­te­de aktiviteter, som gør at porteføljen i dag blandt andet om­fat­ter rollen som diag­no­stisk cen­tral­labo­ratorium, over­våg­ning af og rådgivning om smitsomme og medfødte syg­dom­me, beredskabet mod bioterror og som noget af det seneste drift af den nationale biobank. I alt er henved 1300 årsværk tilknyttet instituttet, hvoraf omkring 500 har med pro­duk­ti­on af vacciner og diagnostisk materiale at gøre.

Det er ikke til at komme uden om, at der er problemer med økonomien i den producerende del. Navnlig har de vacciner, der indgår i børnevaccinationsprogrammet, i mange år været et ømt punkt. Statens Serum Institut har monopol på at le­ve­re vaccinerne og priserne er betydelig højere herhjemme end hvad de er i Sverige, Norge og Holland. I de tre lande har man nemlig droppet en statslig vaccinefremstilling og køber i stedet ind fra de multinationale medicinalfirmaer, som frem­stiller vaccinerne. De kan, er den fælles erfaring, gøre det langt billigere på grund af stordriftsfordele end et mindre na­tionalt firma kan. Det hjemlige marked er ganske enkelt ikke stort nok - end ikke Holland med sine knap 17 millioner ind­byggere.

Tingene er så heller ikke blevet gjort nemmere for Serum In­sti­tuttet siden Finansloven for 2012, for en del af den var, at de danske priser på børnevacciner frem til 2016 gradvist skul­le sænkes til svensk niveau. Men selv om priserne endnu ikke er nået derned, er man allerede nået under hvad det ko­ster, at fremstille vaccinerne selv. Som så er det underskud re­geringen reagerer på med planerne om at ville sætte pro­duk­tionsdelen til salg.

Men regnestykket er måske ikke så enkelt endda. I den gennemgang Rigsrevisionen for 10 år lavede af Statens Serum Instituts kommercielle opgaver, bruges en del på, hvor meget billigere svenskere og nordmænd kunne købe vac­ciner - og til dels også hollænderne, som dengang endnu opretholdt en statslig produktion. Men der blev også plads til forskellige afledte virkninger af ikke længere selv at have et sted til fremstilling af vacciner og den dertil knyttede forsk­ning. Det er efterhånden kun nogle få af de multinationale me­dicinalfirmaer, der finder markedet for vacciner kom­mer­cielt interessant. Det giver selvfølgelig de tilbageblevne nogle stordriftsfordele at kunne samle produktionen på få, store fabrikker. Men det indebærer også en risiko for for­sy­nings­pro­blemer, som der har været indtil flere eksempler på, hvor der ikke skal meget andet til end en banal driftsforstyrrelse på den måske ene fabrik, hvor produktionen er samlet, for at få vidtrækkende følger.

I Norge har myndighederne forsøgt at gardere sig ved at op­byg­ge et centralt lager, så man har seks måneders børne­vac­ciner og tre måneders normalt forbrug af andre vacciner. Hvor Sverige måske er endnu mere sårbar, fordi vac­ci­na­ti­ons­indkøb er lagt ud til de enkelte län. En anden måde nord­mændene forsøger at gardere sig på er ved at indgå faste lang­tidsaftaler med producenterne. Vel vidende, at en sådan kun vil have begrænset værdi, hvis der virkelig skulle opstå en mangelsituation. Da vil det lille norske marked næppe have højt prioritet.

Hvordan man prissætter noget som måske/ måske-ikke sker er selvklart vanskeligt. Det samme gælder hvor hurtigt, ny­ud­viklede vacciner bliver gjort tilgængelige. Her har Statens Serum Institut haft tradition for at være langt fremme i sko­e­ne. I 1920'erne var de først i verden til at udvikle og afprøve en kighostevaccine. I 1955 var instituttet som de første i Eu­ropa leveringsdygtige med en landsdækkende polio­vac­ci­na­ti­onskampagne for børn i alderen 7-12 år. Og inden for de se­ne­re år har instituttet markeret sig med en kom­bi­na­tions­vac­cine mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio, en vaccine mod polio og en mod tuberkulose.

Den nye poliovaccine illustrerer i øvrigt nogle af van­ske­lig­he­derne ved at være producent på forkant. Vaccinen er udviklet til at skulle bruges i det sidste store ryk på vej mod at kunne erklære børnelammelse for udryddet. Problemet er bare, at po­lioudryddelsen ikke er så tæt på enden, som man havde håbet. Og det har fanget instituttet på det forkerte ben, for der er investeret i udbygning af produktionskapaciteten, men indtægterne mangler lige nu.

Ved et frasalg vil man politisk, som påpeget af Enhedslistens Stine Brix, også spille sig den mulighed af hænde for at kun­ne styre forskning og udvikling af nye lægemidler mod om­rå­der, som medicinalindustrien ikke umiddelbart har øko­no­misk interesse i.

Svagheden ved en beredskabsøkonomisk tænkning i forhold til den rene fokusering på bundlinjen er, at det ofte koster at være beredt på hvad nu hvis. Men hvis det bekymrende er, hvad man her og nu får for pengene, må det undre, at re­ge­rin­gen vil sælge al produktion på Serum Instituttet fra. Ikke kun den urentable, men også diagnostica-afdelingen. For den giver faktisk overskud og bidrager til instituttets indtægter.