Den 28. juni, 2011, i Rom, enedes general­for­sam­lin­gen i FNs landbrugsorganisation FAO om at godtage dokumentationen for, at kvægpest er blevet udryddetSom kun den anden sygdom nogensinde. Den første var kopper, som Verdenssundhedsorganisationen WHO på sin generalforsamling i Geneve den 8. maj, 1980 erklærede for udryddet. .

Kvægpest hærgede i århundreder, kunne slå hele be­sætninger ihjel på under en uge og skabte forud­sæt­ninger for store omvæltninger i verdenshistorien.

Når man kender sammenhængen, så var det ikke fordi kvægpesten gjorde noget særligt for at forvolde al det kaos, den vitterlig gjorde. Det var snarere at den benyttede et af de kendte men samtidig meget effektive kneb i bogen: Den flyttede sig. Til steder og organismer, der ikke havde mødt noget lignende før og ikke kunne værge for sig.

Som Ludvig Holberg senere skrev:

Sygdommen har ligesom en fiendtlig Krigsmagt marcheret igiennem Landet fra et District til andet

Lige så længe mennesker har holdt kvæg som husdyr - og det er mere end 10.000 år - lige så længe har man kendt til no­get, der kun er farlig for dyr men ikke mennesker og som sva­rer til kvægpest. I dag ved vi at den opstod i Asien, men ikke meget om hvilken skade den forvoldte der. Om nogen der er bemærkelsesværdig overhoved. For det kan meget vel være, at der var opstået en symbiose, hvor sygdomskimen levede men ikke gjorde kvæget sygt.

For det taler hvor galt det gik, da hunnerne i det fjerde år­hun­drede begyndte at invadere Europa, godt hjulpet af hvad man kunne kalde agrar-biologisk krigsførsel.

Hunnernes særlige våben var deres grå steppeokser, som ud­over at levere trækkraft og være omvandrende spisekammer også var raske smittebærere af en smitsom sygdom, som kvæ­get vest for Asiens stepper og frem til Rhinen ikke var modtandsdygtig over for. På deres vej smittede steppe­ok­ser­ne via deres gødning, via deres huder efter de var blevet slag­tede eller via det hø og halm de havde været i berøring med.

Det modtagelige europæiske kvæg fik feber, der gik over i blo­dig diarre, og som inden for en uge efter de første symp­tomer slog dem ihjel. Mens smitten kunne sprede sig videre via gødning, huder, hø og halm.

Med kvæget forsvandt ikke bare den daglige forsyning af mælk og smør, men også arbejdsdyr, kød at leve af og hele formuer. Op gennem historien kan der påvises en sammen­hæng mellem tilbagevendende epidemier af kvægpest, de ef­terfølgende tab og store omvæltninger som Romerrigets Fald, Karls den Stores erobring af det frankiske rige, den fran­ske revolution, koloniseringen af Afrika og forarmelsen af Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede.

Det forfærdende ved sygdommen var som Ludvig Holberg i 1745 skrev i sin 'Betænkning over den nu regierende Qvæg=Syge',

at mens da bemeldte almindelige Død eller andre sædvanlige Contagioner sparer den halve eller i det ringeste den tredie Deel af Dyr eller Mennesker, saa har denne gemeenligen giort reent Bord, hvor den er kommen, saa at paa de fleeste Steder er intet levnet, uden maa skee en Kalv eller gammel Koe, og har man seet Herregaarder, hvor en heel frisk Besætning udi 24. Timer er bortdød

Ludvig Holberg, professor, skuespilforfatter med meget mere skrev sin betænkning til Det Kiøbenhavnske Selskab af Lær­doms og Videnskabers Elskere, det nuværende Viden­ska­ber­nes Selskab, og noget af det interessante i den er hans be­tragt­ninger om smittekilden:

Jeg holder mig alleene til det som beviises af daglig Erfarenhed, nemlig, at de fleeste Contagioner angribe ikke uden visse Species af Dyt, og at man derfore letteligen kand bevæges til at følge den Hypothesin om giftige Insecter, hvilke enten maa være af den Natur, at de søge alleene Hornqvæg, som deres rette Føde, eller efterdi deres Gift er alleene dødelig for Øxen: thi man veed, at der er adskilligt, som dræber et slags Dyr, og derimod er en Føde og Lægedom for andre

Når Holberg bruger udtrykket giftige insekter skal det forstås som nogle, der som han beskriver dem er så små, at man end ikke kan se dem i et mikroskop. Og dermed er han snublende nær ved at være over 100 år før sin tid ved at tale om de mi­kroorganismer, som vi ellers skal frem til Louis Pasteur og Robert Koch for at få beskrevet i videnskabelig sammenhæng i sidste halvdel af det 19. århundrede.

Holberg var dog langt fra den eneste der beskæftigede sig med kvæg-sygen som den dengang hed. Et lille halvt år­hun­drede før Holberg havde pave Clement den 11. givet over­læ­gen på Santo Spirito in Saxia hospitalet i Rom ordre til at stu­dere sygdommen og det resulterede i 1711 i den første læ­rebog, der i mange år frem i bogstaveligste forstand blev god latin.

Giovanni Maria Lancisi som overlægen hed nedskrev 11 spe­cifikke anbefalinger for hvordan man skulle håndtere udbrud af og forhindre videre spredning af kvægsygen. Blandt hans an­befalinger var brug af karantæne og at slå hele angrebne be­sætninger ned. Det gjorde ham ikke just populær, men er­faringer viste, at det virkede.

En anden af Lancisis anbefalinger var at oprette skoler, der kunne uddanne dyrlæger.

man maa lære at kiende en Fiende, førend man bevæbner sig imod ham

Som Holberg skrev.

Den første blev oprettet i Lyon i 1761 og blandt de stu­de­ren­de i en af de første årgange finder vi den danske læge Peter Christian Abildgaard.

Vel hjemme i København opretter han i 1773 Veteri­nær­sko­len på Christianshavn - den der senere bliver til Den Kon­ge­li­ge Veterinær- og Landbohøjskole. Allerede ni år efter i 1782 kan kvægsygen erklæres for udryddet i Danmark, omend den dukkede op i Slesvig og Holsten for en kort bemærkning i for­bindelse med krigen i 1814 - det var den krig der re­sul­te­re­de i at Norge blev afstået til Sverige. På samme måde som hunnerne i sin tid kom smitten med de allierede troppers slagtekvæg.

Efter anden verdenskrig fik bekæmpelsen af kvægpest høj prioritet bl.a. gennem oprettelsen af FAO - FNs landbrugsorganisation - fordi det begyndte at stå klarere, at kvægpest var en alvorlig hindring for udvikling i landbruget.

Det store teknologiske gennembrud blev leveret af det vete­ri­nære forskningsinstitut i Muguga i Kenya i 50'erne, hvor det lykkedes Walter Plowright og kollegaer at udvikle en vaccine, der kunne gives til omkringliggende besætninger og på den måde inddæmme sygdommen.

Trods sine mange kvaliteter havde Plowright-vaccinen den svaghed, at den skulle opbevares køligt og det gjorde det svært at få den frem til de efterhånden sidste steder på jor­den, hvor det virus der er skyld i kvægpest huserede frit. Men også det blev løst, af amerikanske forskere, der fremstillede en såkaldt thermostabil udgave af Plowright-vaccinen.

Den allersidste forhindring var at få etableret et over­na­tio­nalt samarbejde, fordi virus og smitte ikke respekterer lande­grænser. Det fik FAO oprettet i 1994 og en af succeerne var, da alle de stridende parter i krigene på Afrikas Horn uden betingelser gav vaccinationsholdene adgang og arbejdsro til at gennemføre de sidste vaccinationer. Vel også i en erken­del­se af, at hvis der ikke er noget kvæg fremover, hvad er der så overhovedet at slås for.

Min Formaning er til de Conserverede, at de ikke søge at profitere af deres Medbrødres Ulykke; men heller at beviise dem al christelig Assistance: Iligemaade, at de ikke bilde sig ind, at deres Conservation er ringeste Beviis paa deres Meriter; Thi mangen Gudfrygtig Enke har mistet udi denne Calamitet sin største Velfærd, og mangen en u-barmhiertig Kornpuger er bleven conservered

Som Ludvig Holberg skrev i 1745.

Verdens sidste tilfælde af kvægpest blev registreret i 2001 - og sygdommen er ikke set siden.