Nye læsere kan begynde her

AIDS er en forbandet god historie.

Som epidemi er den resulteret i mange spaltemillimetre og sendeminutter. Ikke uden grund. AIDS er en sygdom. Den rummer elementer af frygt og angst. Med over og undertoner af skyld og moral. Og truer med den definitive udslettelse: Døden.

AIDS er også en stempling af dem, der lever ‘anderledes’. Det er historien om fornedrelse, lidelse, afklaring. Mediemæssigt er sygdommen dog ofte blevet misbrugt som en tåreperser, der i højere grad har haft profit og underholdning som motiv end hensynet til de smittede og syge. Kontroverserne på man­­ge planer er først opstået, hvis medierne berettiget har vovet at betragte AIDS som en politisk historie. For slet ikke at tale om, hvis de har anlagt et overordnet, kritisk helheds­syn.

I denne bog ser vi AIDS som et prisme, hvori ikke blot medi­cinske, men også vigtige politiske, økonomiske, sociale og kulturelle processer brydes. Og kaster nyt lys over mangler, fejl, prioriteringer og holdninger. AIDS ikke som en metafor men som en katalysator til blotlægning af især magtstruk­tu­rernes indre logik.

Vi har valgt at tage afsæt i Blodsagen. Den sag, der starter med, at en bløderpatient i foråret 1987 konstateres smittet med AIDS virus (HIV) efter i en periode at have fået livs­vig­tig, dansk medicin. Det utænkelige er sket. Og skyldes på det­te tidspunkt kun, at der i al stilhed er etableret en over­gangsordning. Som betyder, at danske blodproducenter får mulighed for at oparbejde ikke testet blod tappet før donor screeningens ikrafttræden 1. januar 1986. Donorscreeningen skal sikre, at blodet ikke er en smittekilde med AIDS.

Når vi fokuserer på Blodsagen, er det fordi den er så dejlig kon­kret. Og fordi den giver en utrolig indsigt i de ofte meget komplicerede sammenhænge og beslutningsmønstre, der be­hersker den hjemlige AIDS arena. Men også fordi den i sin y­derste konsekvens kan belyse hele den øvrige sundheds­poli­tik.

Samtidig er Blodsagen spændende som en kriminalroman. Den er en af de største, juridiske sager siden Retsopgøret ef­ter Besættelsen. Med en dommerundersøgelse, en straffesag, en erstatningssag og et bunkebryllup af en tjenestemandssag. Og hvor politikerne med vanlig opportunisme står på spring i kulissen.

Gennem det seneste år har vi spurgt os selv, om der overho­ve­det havde været en Blodsag, hvis ikke medierne havde ta­get den op. For udgangspunktet fra officielt hold har hele ti­den været, at dette så absolut ikke vedkommer offent­lig­he­den. For der er jo ingen grund til at skabe unødig panik. Vel? Når sagen i det hele taget kommer frem og får det omfang, den gør, skyldes det indledningsvis og ironisk nok en række tilfældigheder. Efterfulgt af systematisk journalistisk arbej­de.

Hvad der for os uvægerligt fører til overvejelser om, hvor man­ge eller få skandaler af denne karakter, der i det hele ta­get når til mediernes kendskab. Vi kender ikke svaret, men kan blot gisne: Er det kun den ene ud af de ti? Den berømte top af isbjerget? Er vi generelt ikke dygtige nok til at afdække de vigtige historier?

I den stadige nyhedsstrøm kan det være svært at skabe sig overblik over, hvori de mange tilfældigheder beror, og hvor­dan de ofte meget komplicerede handlingsforløb spiller sam­men. Og hvorfor visse begivenheder tillægges så stor betyd­ning. Herregud, der er jo kun tale om en enkelt, smittet blø­der. Hvorfor så al den (politiske) støj? Omvendt og med lige så stor ret kan man spørge, hvorfor det skulle gå så galt?

Vi finder det væsentligt, at få skabt orden i dette tilsyne­la­den­de kaotiske materiale. Ikke blot som et forsøg på at give en samlet fremstilling af denne sag, men også for at anskue­liggøre, hvilke tidligt trufne valg, der har tiltvunget sig af­gørende indflydelse på AIDS udviklingen. Og vil gøre det fremover.

Her er Blodsagen et illustrativt og meget lærerigt eksempel på ‘epidemiejernes’, d.v.s. ‘eksperter’, interesse-organisa­ti­o­ner, myndigheder, politikere samt producenter, måde at for­valte deres ansvar på. For mellem linjerne både forstået som den historie, der først nu fortælles, og det minerede område skabt af magtkamp og dumhed spiller også andre hensyn end de strengt epidemibekæmpende ind. Hinsides al anstændig­hed.