Uge-Revyens besætningNår nu der poseres på et skib i Nyhavn i begyndelsen af 1980'erne:
Poul Birch Eriksen, Lars Persson & Niels von Kohl

I årene 1981-85 var jeg i mesterlære på Uge-Revyen hos Niels von Kohl & Lars Persson. Her lærte jeg både radio­hånd­værket fra bunden og den collage-teknik, jeg senere har anvendt i de fleste sammenhænge.

Collage-teknikken er en villet sammenstilling af (væsens)for­skellige elementer i et forløb, der belyser et givent emne fra forskellige, ofte overraskende vinkler samtidig med at sam­me emne sættes ind i en større sammenhæng. Den bruges til en dialektisk afdækning af interessemodsætninger og en på­visning af, at tingene kan anskues på mere end én måde. Den villede sammenstilling bestræber sig på ikke at drage åben­ly­se konklusioner; dét overlades til lytteren.

Der er en indbygget risiko for at gå helt galt i byen med sine sammenstillinger: At lytterne ikke får de tilsigtede asso­cia­tioner, eller at de får nogle helt andre, man ikke selv havde taget højde for. Det kan man næppe gardere sig mod - heller ikke ved forinden at have forelagt enhver ide en fokus-gruppe. Hvor man i sidste ende alligevel kun hører det, man vil høre
Løsningen er at turde tage chancen - og lære af det. Det er vist også sådan udvikling sker...

Et eksempel på collage-teknikken i praksis:

Da Tvind-stifteren Amdi Petersen blev fundet i 2001 lavede jeg en »Det skal nok gå, altsammen...« om man kan blive væk i Danmark? Selv om Amdi Petersens genkomst var den helt klare anledning, var kunsten i udsendelsen ikke at næv­ne hverken ham eller at han var fundet, blot spille på lytter­nes almenviden.Det kunne man dengang, fordi der var respekt for lytternes kunnen og evner.

Efter den faste indledning - komponeret af Niels Viggo Bent­zonKammerkoncert for 11 instrumenter op. 52, de sidste takter af 1. satsen: Allegro moderato - begyndte »Det skal nok gå, altsammen...« sådan 4 maj 2001:

- Forleden var det sidste frist for at aflevere selv­an­gi­velsen. Hvis De nu ikke fik det gjort, er der ikke den store grund til at have dårlig samvittighed over det. Medmindre altså De ikke var enig med skatte­væ­se­net i de fortrykte tal. For man har pligt til at rette for­kerte beløb samt tilføje manglende oplysninger. Og som der står lige neden under hvor man skal sæt­te sin autograf: »Det er Deres ansvar at selv­an­gi­vel­sen er fyldestgørende og korrekt.« Men på den an­den side, hvis man hverken har rettelser og eller til­fø­jelser behøver man ikke foretage sig noget. På den der led er det utrolig så godt styr de har på én.

Samtidig virker det mildest talt besynderligt, når man i anden sammenhæng hører om at en mand er som forsvundet fra jordens overflade just som en el­ler anden myndighed forfærdelig gerne ville ud­veks­le synspunkter med ham - og der er oftest tale om mænd - især når emnerne for drøftelserne kredser om sådan noget som skattesvindel, mandatsvig eller selskabstømning. Pist væk borte. I dette gennem­re­gi­strerede land. Og det synes ikke at gøre nogen vi­de­re forskel om de har hjemme i en stor by som Kø­benhavn eller i en lille som for eksempel Ulfsborg. Hvis man vil gøre sig usynlig, kan man også gøre det.

- Herefter fulgte en samtale med Per Stevnsborg - kontorchef i Københavns Kommunes Folkeregister - om vanske­lig­he­der­ne ved at gøre sig usynlig over for myndighederne, ikke bare for myndighederne men især for den forsvundne selv, om hvordan Folkeregisteret kan være behjælpelig med at finde folk, især når det man er forsvundet fra er ubetalte regninger og om at mange bliver fundet, når de undrer sig over ikke at have modtaget valgkort.

- Næste indslag var Rachel Rastenni der sang »Hvor er du nu?«Hvor er du nu, du som engang
var min beundrede ven?
Hører du nu denne min sang?
Skal vi mon mødes igen?
Hvor er du nu, min lille glade ven
fra dengang, vi var små?
Har du endnu den frække næse med de store fregner på?
Går du endnu for lidt i bad?
Og er du stadig ligeglad?
Hvor er du nu, min lille, glade ven
fra dengang vi var små? med musik af Kai Normann Andersen og tekst af Lud­vig Brandstrup og Mogens Dam.

- Undervejs til den næste samtalepartner forsvandt han. Ja ikke bare ham, men hele hans afdeling, den bygning hvor de har til huse og den vej, bygningen ligger på. Selv vil han nok sige, at han var der i af­de­lingen i bygningen på vejen hele tiden mens jeg vil fastholde, at han og afdelingen osv forsvandt for mig. En anden udlægning kunne være at jeg ­klud­re­de lidt i det med de små sidegader til Søndre Bou­le­vard på vej til Københavns Politis Eftersøgnings­af­de­ling, som er en del af ordenspolitiet.

- Politikommisær Erik Bojesen, chef for Efter­søgnings­afde­lin­gen, fortalte - da jeg fandt ham - om forskellen mellem »savnet« og »for­svun­det«, om de godt 17.000 sager, omfattende godt 10.000 per­soner afdelingen årligt behandler, om hvornår det bliver en sag for politiet, også selv om der ikke nødvendigvis er noget kriminelt involveret, om arbejdsmetoder og opklarings­pro­cent og om at når en effektiv forsvinden kræver mange kon­tanter har mange af sagerne med sort arbejde at gøre.

- Udsendelsen sluttede med »Ich bin der Welt abhanden ge­kommen«,Ich bin der Welt abhanden gekommen,
Mit der ich sonst viele Zeit verdorben,
Sie hat so lange nichts von mir vernommen,
Sie mag wohl glauben, ich sei gestorben.
Es ist mir auch gar nichts daran gelegen,
Ob sie mich für gestorben hält,
Ich kann auch gar nichts sagen dagegen,
Denn wirklich bin ich gestorben der Welt.
Ich bin gestorben dem Weltgetümmel,
Und ruh' in einem stillen Gebiet.
Ich leb' allein in meinem Himmel,
In meinem Lieben, in meinem Lied. Friederich Rückerts digt, sat i toner af Gustavs Mahler og sunget af Kathleen Ferrier, og Poul Borum læste sit digt »Vi bringer en efterlysning«, som slutter:

Jeg kommer hjem en dag
når I er holdt op med at søge