En af de mest citerede videnskabelige påstande er den om, at humlebien ikke kan flyve, den ved det bare ikke, og derfor fly­ver den alligevel.
Flere er blevet krediteret som ophavsmand til denne myte, omend franskmanden Antoine Magnan muligvis er den tidligste. Han publicerede i 1934 beregningen af biernes flyveegenskaber i sin bog om dyrenes bevægelser, "La Locomotion chez les Animaux".
Ifølge Magnans beregninger var det aerodynamisk umuligt for bien at flyve.
Måske især fordi han brugte en forkert antagelse som ud­gangspunkt:
At vinger så små som en bi umuligt kunne producere nok løft til at tillade bien at komme i luften.
Men hvis de havde haft en højhastighedskamera til rådighed - som i dette naturprogram fra BBC

ville de have set at biens vinger ikke er stabilt fikserede - som et flys - men derimod flakser og roterer deres vinger 240 gange i sekundet - nærmest som en helikopter.
Denne flaksen, sammen med selve vingernes smidige natur, gør det muligt for en bi - eller et hvilket som helst flyvende insekt, for den sags skyld - at skabe en hvirvel, der løfter den op i luften.
For så vidt havde Antoine Magnan ret i, at hvis en bi fløj som et fly med faste vinger, kunne den ikke flyve.
Desværre var der ikke en entomolog til at fortælle ham, at sådan flyver bier slet ikke.
For hvis man bruger en helikopter-model, så passer aero­dynamikken.
Som den amerikanske videnskabsjournalist Jon Cohen har formuleret det:

Forskere ændrer mening, når nye data dukker op. Det er sådan set det, den videnskabelige metode går ud på.
Tro er religioners domæne.

I 2005 kom biologen Michael Dickinson fra Caltech og kollegaer nærmere en forklaring hvordan Apis melliferaEuropæisk honningbi flyver.
I modsætning til andre flyvende insekter bruger honningbier korte vin­ge­slag på mindre end 90 grader og et stort antal flaks hvert sekund for at holde sig oppe.
Ud fra en effektivitetsbetragtning er honningbiens vin­ge­slagsmønster mindre effektivt end de bredere slag og lang­sommere flaksen fra bananfluer og andre insekter.
Men det betyder også, at en bi kan generere mere løft, når den har brug for det - til at fouragere store mængder nektar. Se mere i Proceedings of the National Academy of Sciences

Det kan undre, at selv om myten er blevet godt og grundigt punkteret, har den nye forklaring vanskeligt ved at trænge igennem.

Måske fordi myten har en højere underholdningsværdi?